Af husholdninglærerinde Frk. Alma Leth

Der lå engang en verdensberømt husholdningsskole i hjertet af Østrig. Her kunne en sund ung kvinde møde ligesindede, finde inspiration og blive tryg ved hvori hendes mission som kvinde og husmoder bestod. På denne skoles blokfløjtekursus mødtes for år tilbage fem livsglade og bundmusikalske kvinder.

De fem fandt hurtigt ud af, at de nærede den samme passion for vort kontinents gamle enkle folkemelodier. Både de smukke og længselsfulde hymner, som i længst forsvundne tider blev sunget fra struben af en ensom fårehyrde i en fjern og utilgængelig bjergegn. Men i sandhed også de kække og taktfaste arbejdssange, som igennem generationer er blevet brummet fra mangen en mandig strube, eller er fløjet over læberne på en lille munter husmor, når hun frejdigt tog fat på dagens dont.

Disse fem kvinder udnyttede enhver lejlighed til i fælleskab at musicere.
Når brødet hævede, når gruekedlen kogte, når druerne skulle fodæltes, eller når strikketøj og broderier for gennem deres flittige fingre. Altid måtte de bryde ud i sang.

Snart begyndte rygtet at ile, om deres optimistiske og følsomme
blokfløjtespil og deres perlende stemmer.
 

Da husholdningsskoleopholdet var vel overstået, og de fem kvinder således veludrustede rejste tilbage til Danmark, var deres skæbne allerede beseglet.
Ikke at de selv havde forstået det, eller på nogen måde taget konsekvensen heraf. Der skulle gå endnu mange år, før de endelig forstod det.
For naturligvis blev de alle hurtigt gift, indrømmet, efterspørgslen var svimlende! Så veluddannede husmødre fandtes der ikke mange af i Danmark

De blev altså gift, og fik hver deres lille hus og familie at tage sig af.

Men tænk! Ingen af dem kunne glemme de vidunderlige aftner i husholdningsskolens blokfløjtelokale, når solen sank ned bag alpetoppene, og de til bjergkøernes klokkers sagte bimlen, tog hinanden i hænderne og gik syngende ud over vidderne.
Så meget desto større var gensynsglæden da de mødtes igen til husholdningskolens 100 års fødselsdag 10 år senere.

De var nu ikke længere purunge piger, men smukke og trivelige kvinder i deres næstbedste alder (deres bedste alder har de nu).

Skæbnen ville at de ved denne lejlighed af skolens rektor, den legendariske Hilda Spitzengefuhlen, blev opfordret til at give et nummer til aftenens stort anlagte gallakoncert. Heldigvis for alle os andre kunne de fem kvinder, deres naturlige beskedenhed til trods, ikke sige nej til så ærefuld en opfordring.
 

Det var et afgørende øjeblik i Venter På Fars karriere - for dem var det jo - da de trådte ind på husholdningsskolen "Der Frohe Vater"s festklædte scene. Foran sig i den tætpakkede aula skuede de ud over de tusinder af europæiske husmødre i alle aldre, hvis opadvendte, forventningsfulde ansigter lyste imod dem, som var de ramt af en himmelsk inspiration. Øjenvidner beretter at der stod som et lys omkring sangerinderne, da de greb deres blokfløjter og indledte deres lille program med en medrivende polka. Straks herefter gik fløjtespillet over i en sang, klar og medrivende i sit enkle og friske tonesprog, og dybt tankevækkende i ordenes enkle visdom: Der er altid noget at gøre for en husmor!!!!

Efter denne uforglemmelige aften skortede det naturligvis ikke på henvendelser fra impressarier over hele Europa, der alle lokkede med tårnhøje gager, seperate garderober og tiltalende teknisk personale. Men alle fik de det samme svar: "Nej"

Med den fasthed og uimponerethed, som vi senere alle er kommet til at holde så meget af, modstod kvinderne berømmelsens falske lokketoner. De vidste nok, hvor der var brug for dem, og vendte uden tøven næsen hjemad mod de klare, forventningsfulde barneøjne, de fyldte aksebægre og tørretumblernes fnugfiltre.

 

Sådan gik endnu et par år indtil en regnvejrsaften i efteråret 1993, hvor husmoderen Anne Dorte Michelsen fik et uventet besøg. Hun havde netop lagt de de tre mindste i seng, og var i færd med at slå en dej op, da der lød en næsten uhørlig banken på hoveddøren. Ude i den silende regn genkendte Anne Dorte til sin forfærdelse sin tidligere blokfløjtelærerinde Irmgard von Bach, der drivende våd og fuldkommen udmattet drattede ind over dørtærsklenog fuldstændigt spolerede det ellers helt nyvaskede entregulv.

Lidt senere, fornuftigt iklædt en lun slåbrok, med en ærlig talt ret stærk romtoddy og den kønne størrelse 36 i et skoldende varmt fodbad kom Irmgard von Bach langsomt til sig selv.
Hun tog derpå en dyb indånding, og greb den noget rystede Anne Dorte’s hånd (Anne Dorte måtte simpelthen også ha’ sig en romtoddy). Det Irmgard nu fortalte, vil for altid stå prentet ind i hukommelsen hos alle os, der tilbeder Venter På Fars prægtige tonesprog og sunde indflydelse på samfundet.

Hun berettede om, hvordan den gamle husholdningskole var blevet lukket, da man fra den østrigske regerings side ikke længere mente, at der var brug for den. Hvordan den samme udvikling bredte sig fra det ene europæiske land til det andet. At husmoderens æra var forbi. At mændene og børnene fra nu af måtte klare sig selv!

Anne Dorte sprang naturligvis forfærdet op, hvorved hun væltede sin romtoddy, desværre er hun jo, som vi alle ved, en anelse klodset. Men det forhindrede hende på ingen måde i at stirre frem for sig med en henført og dog beslutsomt blik, som så hun direkte ind i den mission, der i samme øjeblik lå udbredt for hendes fødder, mere tydeligt end den hjemmeknyttede, men nu noget fugtige rya, der lå på gulvet foran hende.

I dette skæbnesvangre nu forstod Anne Dorte nemlig, hvorfor hun og de fire andre veninder Cathrine Nordseth, Julie Michelsen, Anne Herdorf og Cæcilia Glode fra husholdningskolen havde fået musikkens gave. "Thank you for the music" udbrød hun og gik direkte hen til sit pianette, og istemte sangen "Vi Venter På Far", er i samme øjeblik kom til hende som en guddommelige inspiration.

 

Et år efter stod Venter på Far for første gang på scenen i den lille kaffebar "Kaffesalonen" på Peblingedosseringen i København og sang for et begejstret og dybt grebet publikum deres sange om husmoderens genfødsel, mandens frelse og kvindens sande mission. Det gik lige til hjertet! Ingen der var til disse alleførste koncerter med gruppen, vil nogensinde glemme den beslutsomhed, den takt og målfaste musiceren som siden har været Venter på Fars fornemste kendetegn. Her var i og er i sandhed kvinder med en mission.
 

Det videre triumtog er jo så fyldigt beskrevet andetsted, at der ikke her er grund til at gå i detaljer.. Familiealbummet VUPTI solgte i utallige eksemplarer, efterfølgeren UNDSKYLD blev revet væk. Hertil kom de endeløse rækker af udsolgte koncerter for et henført publikum. De efterfølgende år viste, hvor stort behovet var for den mission Venter på Far fra første færd havde begivet sig ud på: At genskabe respekten for husmoderens arbejde, samt at værne om de udsatte og forladte fædre.

Sange som Der Er Altid Noget At Gøre For En Husmor, Vi Elsker Magasin, Vi Kan Li’ At Ha’ Noget Vi Kan Rive I, Handyman og Det Er Da Ikke Noget At Tale Om, vil for altid stå prentet i danskernes bevidsthed. Og Venter På Fars perlehumør og forfriskende ord og toner har en gang for alle besejret vore hjerter.

Som kronen på værket kunne Venter på Far så i foråret 2000 købe deres gamle husholdningsskole tilbage fra den østrigske stat.
Her fandt de mange popmillioner deres naturlige anvendelse, og de seneste 4 år har orkesterets medlemmer tilbragt på det slot, der idag rummer kurtanstalten "Der Frohe Vater" opkaldt efter den oprindelige husholdningsskole.

Hertil valfarter udslidte og desillusionerede husmødre fra hele verden.

En helt særlig kombination af absolut hvile (under en lun plaid frisk luft) opmuntrende blokfløjtespil, knibeøvelser og træningsprogrammer i positiv tænkning, har vist sig at være lige nøjagtig det, som alverdens kvinder har higet og længtes efter. Ventelisterne er endeløse.

Alligevel drager Venter på Far nu endnu engang af gårde for at berige os alle med deres livsvidom, sunde livssyn, pragtfulde evergreens, nye hits og altid, altid perlende humør.


 

Velkommen tilbage piger!