Anmeldese af 1. Sorterings Show. Fra premieren i Birkerød d. 5 september 2008

Far i fare

Satiren over billedet af det perfekte liv i familiens skød er ætsende ond, men samtidig forrygende morsom og suverænt udført, i det nye show med 'Venter på far'

Hans Bjerregaard - 14:45 - 07. sep. 2008

Venter på far: ’1. sortering’
Mantziusgården i Birkerød fredag aften


Som erfaren far blev jeg straks overmandet af en varm og tryg fornemmelse, da de fem frodige – nogle frodigere end andre – kvinder i gruppen Venter på far entrede scenen og med blide smil på læben foredrog den nye sang ’Kære far’:

’Kære far, vi vil støtte dig

holde bøtte og kysse dig

sørge for at det ordner sig

kære far.’


Trygheden forsvandt dog hurtigt igen. Skønt de fem ser yndige ud i deres klædelige hausfrau-kjoler, og de synger blidt om fornøjelsen ved at have en mand i huset og glæden ved husarbejde, så er der søm i gummihandskerne.

Melodica
Satiren over billedet af det perfekte liv i familiens skød er ætsende ond, men samtidig forrygende morsom og suverænt udført. Showet er, som titlen antyder, mest en slags ’greatest hits’, og kvinderne akkompagneres af et kompetent tremandsorkester, Desuden bidrager de selv med diverse instrumenter, herunder melodica. Der er for få melodicaer i moderne rytmisk musik ...

Hovedkraften er som vanligt Anne Dorte Michelsen, der har skrevet samtlige melodier og tekster. Det mærkes, for det stråler ud af hende, i hvor høj grad hun bor i sine sange.

I anden afdeling skiftes de nydelige kjoler ud med knap så klædelige kulørte kitler af østeuropæisk model anno cirka 1970, men den beske ironi er fortsat så skarp som salmiakspiritus i næsen. Jeg tror nu nok, at der mest bliver gjort nar af noget, som var engang.

Hvis ikke, bør nogle dukke sig, når Venter på far de næste par måneder rejser rundt i landet med deres ørehængere.


 

STADIG NOK AT GØRE FOR EN HUSMOR

*****

Af Birgitte Grue

Billedtekst: Meget at gi: Venter på far – har været værd at vente på. De gæve kvinder er helt oppe på mærkerne med musikalsk feminisme.

De tjenstvillige, skæve fruestørrelser i Venter På Far er her igen med deres musikalske feminisme, som er en original blanding af selvironi og sarkasme

Sangen har vinger – hedder det. Jo-da! Og svuppere, opvaskebørster, vaskebaljer og støvsugerslanger. For de spiller på det alt sammen, de gæve kvinder i Venter på far.
”Hvor er det fedt igen at stå på en scene” synger de mens de jamrer på blokfløjter og marcherer ind med kiksede frisurer og fornuftige sko. Og hvor er det bare fedt at have dem tilbage, de gæve husmortyper med deres utrættelige iver efter at ”Vaske og Tørre”, som titlen er på en af de bedste af de 14 nye Anne Dorte Michelsen sange.

Landeplager på vej
Hun er tilbage i storform med sange, der vil blive nye landeplager:
Misundelsessangen ”Andre kvinder”, strid-kælling-sangen ”Så ond er jeg”, gulv-måtte-kvinden-sangen ”Der er garanteret ikke nogen der gider høre denne sang” (fra en på 40 med en ”røv der er blevet bryster”). Helt ubetaleligt sød og ond er golddigger-sangen ”Kære Peter” (rimer på ”Jeg vil skifte dit kateter!”) fremført med kælen Marilyn Monroe-stemme af Julie Michelsen.

Husmor-genet lever
Der er glad genkendelighed i Michelsens melodier, hvis styrke er deres ørekælende latino-sound med mindelser helt tilbage til” Tøsedrengene”.
Mange af de i alt 14 nye sange minder meget om dem, som tilbage i 1993 gjorde gruppen berømt – ”Vi elsker magasin” og ”Jeg vil ha’ en handyman”.
Man kan indvende, at det nye show bare er mere af sammen gamle (køkken) skuffe. Men hvorfor ikke?
Der er jo ikke ligefrem gået skrump i det kollektive husmor-gen, siden de sidst var over os med deres originale miks af husmor-martyrium og prinsessedrømme.
”Der er altid noget at gøre for en husmor”, sang de engang, og det er der jo stadig.
F.eks. de oplevelser der er at få for en husmor undervejs på hendes evige vandring frem og tilbage mellem hjemmets hårde hvidevarer. ”Vi kræver intet, er altid på spring” synger de tjenstvillige fruestørrelser, som igen er helt oppe på mærkerne med musikalsk feminisme, der er en original blanding af selvironi og sarkasme.
Det nye show hedder ” Vi har meget mere at gi’”. Hør selv, det er tydeligt at det har de!
 

PÅ MED GUMMIHANDSKEN

****

Af Monna Ditmer

Billedtekst: De elsker uniformer. Sang- og teatergruppen Venter på far er i denne seneste inkarnation blevet sådan lidt militskvindeagtige i det. Men de ser alle stadig både strålende og stolte ud.

Venter på far er vendt frygteligt tilbage med et nyt husmortrip. Muntert er det, men husmorcharmen er blevet lidt sløv.

Venter på far er vendt frygteligt tilbage. Med flade sko, pibende blokfløjter og gribende glade trods altminer entrer de scenen som en sidste, sejlivet bagtrop fra Frelsens hær. Fra dengang i jernalderen, hvor der var husmødre til. Fem strygejern ”med en mission”. Spørgsmålet er bare: Hvilken?
Men end har de frydefuld sang på læben og hænderne fulde af gamle husmodertricks, så som melodunten ”Du har så evigt ret, min ven”, der stadig vækker lykke, også blandt kvinder som Far-bar manipulationsstrategi. Med krum hals går de løs på øvelser, der kan stramme de muskler, ”Der gør far glad”. Der handler vel og mærke ikke så meget om smilemusklerne, for de fem kvinder sidder ihærdigt og krydser fødderne frem og tilbage med det mest uskyldige smil. Ret pikant, i forhold til fruernes fodformede look – også når det gælder ”Bagesangen” med den glasursøde melding: At de gerne selv vil bages på.
Jow da, vist er Venter på Far fulgt med tiden og er blevet lidt mere vovede siden starten i 1993, men alligevel. Det bliver ved det bittersøde, ironiske oprør i det små, sådan som tropsfører Anne Dorte Michelsens iørefaldende sange viser vejen.
Muntert er det, når kvinderne kvæder om alt det, man kan opleve på vejen fra vaskesøjlen til tørrestativet – spøjse typer, lige fra det skønt knoklede stavær Cæcilia Glode til den lille, stærkt syngende Julie Michelsen. Og ultraskægt er det, når den nye gevinst på frueholdet, storsyngende Anne Herdorf, som fyndig norsk husmor giver den en med gummihandsken med en forrygende erotisk sødme. Sågar en sang om en hundelort kunne hun servere som aftenens slagnummer. Det var, så det duvede i salen. Endelig en husmor med slaw i.

Men tilbage til missionen: Hvad opnår man ved at dykke ned i husmoderuniformen fra 50 år tilbage og pirke til verden derfra?
Helt kontant opnår frubanden at gøre et midaldrende publikum glade i låget. Helt så fjern en fortid er der altså ikke tale om, for salen rungede af gengældelsens grin. Faktisk er det jo hele pointen med Venter på Far, at nok kan vi sidde og grine af disse oldtidsmostre, men vi slår ikke desto mindre stadig de samme fruesving i dag – uanset om husmorrollen nu er omgivet af vaskesøjler, daginstitutioner og blow jobs. Det forstod Catrine Nordseth at servere lige i øjet med den gamle traver ”Vi elsker Magasin”, et spiddende pletskud på enhver kvindelig shopamokke af idag. Men ellers er den sylespidse pointe bag husmorcharmen blevet noget sløv.
Der er det absolut tiltrængt, når Anne Dorte Michelsen i showets anden og bedre halvdel smider skåneærmerne og går løs på mændende med ”Drenge”. Der er bare slet ikke nok bid i den sang, i hvert fald skulle der en Anne Herdorf til for at få den lort tværet ud. Kors, hvor man trænger til at mærke et ordenligt kvindefur. Nok med de beherskede, husmoderlige knibeøvelser. Jeg venter på, at Venter på Far giver farmand en ordenlig skalle. Kort sagt: Venter på Mor.
 

Af Knud Cornelius

SANGE TIL TØRRESTATIVET

Venter de stadig på far, de fem syngende kvinder i gruppen Venter på Far og hvor gammel er han egentlig blevet efterhånden?

Kvinder har jo ingen alder – bortset fra, at de selvfølgelig altid er yngre end mændene, omend ikke drengene, der ikke vil give dem plads. Det sidste er et af de uløste problemer for vokalgruppen, som nu er tilbage med et nyt sang-show.
Omkring 1993, da Anne Dorte Michelsen og sceneveninderne første gang drog på turné, sagde forkvinden, at hun først blev humorist, da hendes liv blev alvorligt. Hun havde været med i den melodiøse gruppe Tøsedrengene og blev så mor, og – bum! Da mødte hun livets alvor.
Den bedste sang i det nye program hedder ”Vaske og tørre”, og den er en opremsning at livets trummerum, sådan som en mor og husmor må opfatte den. Det hele begynder hele tiden forfra – så snart alt er klaret, vokser opvasken igen, og vaskekurven fyldes.
Det ligner et traume, måske et magtesløst oprør, men et langt stykke er det også en fuldstændig korrekt iagtagelse. Tørrestativet bliver kvindens nærmeste ven, og hun kan gå og opdage, at ”fra centrifugen hen hvor skabet har stået/kan man godt indimellem opleve noget”.
Hun vænner sig til, at sådan er det, og hun indser, at manden er den kloge, ham med karrieren. Bare hun er ung og smuk, så passer de egenlig godt saammen. Han har jo alligevel så evigt ret, som et underdanigt omkvæd lyder.

Hårdt arbejde
Men den slags finder de fem sig ikke i. Til det nye show har de derfor etableret en husmoderskole i Østrig med frisk luft og øvelser ala ”Vi løfter og hæver – væk med vor blæver”.
Showet introducerer de fem i grå uniformsskjorter og fornuftige nederdele med bredt bælte, og de forsikrer, at de i Østrig er ”stået op med bjerggederne og gået i seng med gedehyrderne”. Hårdt arbejde er sagen...
Der skal også arbejdes hårdt i den hjemlige hverdag, og de fem kan godt synge om, hvor onde de kan være over for manden, indtil fordelen er på deres side. Og de kan synge længe om, at de har meget mere at gi, end man sådan lige tænker over. De er endda villige til at se bort fra, at deres rige mand er 40 år ældre end dem selv, og de har let ved at love at skifte hans kateter i den ubeskyttede bolig, som han jo så vil være bundet til om føje år...
Ind i mellem kan de fem godt gå og tænke på, hvorfor andre kvinder har det så meget mere behageligt end de selv, og de kan drømme om den evige beundring, f.eks. i ”Bagesangen”, der drejer sig om , at de gerne vil være gode at bage på....
I en lille, stilfærdig sang undrer de sig over, at Laila Mathiesen fra Vojens nordvest slog sig tl tåls med en karriere som p-vagt i city og ægteskabet med Knud Erik. Ganske vist var elskeren Bent Aage der, og skulle hun mon følge drømmen og bryde op? Næ...

Sjovest på scenen
Venter på Far har udsendt de nye sange på cd samtidig med turnépremieren, men gruppen er sjovere i virkeligheden med Jens Nørremølle som energisk akkompagnatør tilsat kvindernes vaskebaljer, spande, melodicaer, guitarer, jødeharper, og hvad de nu ellers laver lyd på. De røde køkkenstole er scenerekvisit foran alpelandskabet med de gotiske bogstaver, og så skiftes de ellers til at være solister og kor.
Begejstringen på Amager, hvor turneen lægger ud, førte til flere ekstranumre, deriblandt to solide træffere fra de foregående cd’er: ”Jeg vil ha’ en handyman” og ”Vi elsker Magasin” i en vittig nyudgave med Cathrine Nordseth i front. Hun deler ellers opgaverne søsterligt med Cæcilia Glode, Anne Herdorf og søstrene Anne Dorte og Julie Michelsen.
Anne Dorte Michelsens sanglige og musikalske univers har rødder helt tilbage til Klaus Rifbjerg, Jesper Jensen og Erik Knudsens revyer i 1960’erne, spejler lystigt både Kim larsen og Shu-bi-dua i musikalsk henseende, men lukrerer især på Tøsedrengenes rytmisk-musikalske elegance. Det hele svøbes, som var det pop, men der er både vid og bid i calypsoen og kvibeøvelserne langs den dansk-østriske flugtrute.